Ill: Jon Ranheimsæter
Gyldendal, 1996
Den berømte to’er, som efter sigende er den sværste bog at skrive. Jeg husker ikke, at den var specielt svær at skrive – spørgsmålet er mere, om den også er vellykket. Der er nogle meget morsomme sekvenser og karakterer, men selve historien er måske lidt slap. Jeg arbejdede på det tidspunkt ud fra et princip om, at jeg ville skrive, som om jeg var læser. Altså ikke på forhånd vide, hvad der skulle stå på næste linie eller side. Jeg ville selv have spændingen og overraskelserne med. Det kan ses …! Efter den første bog syntes jeg iøvrigt, at Jons tegninger var så fantastiske og tilføjede så meget, at jeg kunne tillade mig at pille noget ud af teksterne og lade Jon gøre resten af arbejdet.. Det skulle jeg nok aldrig have gjort. En af lektørerne mente, at teksten ikke levede helt op til Ranheimsæters illustrationer, og i Weekendavisen ramte Damian hovedet på sømmet …
Anmelderpluk:
I et eventyrligt univers (…) får forfatteren fortalt en munter og skæg historie, som bestemt har alle muligheder for at blive rigtig populær … JRs illustrationer passer helt perfekt til historiens stemning og stil: masser af fantasi, eventyr og humor.
Lektør
…en veloplagt bog … bogen er glimtvis meget morsom, men personerne forbliver karikaturer, hvilket blandt andet betyder, at bogens slutning ikke fungerer tilfredsstillende. Til gengæld er JRs illustrationer helt i top.
Damian Arguimbau i Weekendavisen