dyt båt coconut

Gyldendal 2016

Ny bog i Gyldendals Spurt-serie. Trods den lidt letbenede titel, handler den om noget så alvorligt som seksuelt misbrug blandt børn. Idéen fik jeg af en bekendt, der fortalte mig om nogle voldsomme barndomsoplevelser. Jeg gik et par år, før jeg fik  taget mig mod til at spørge, om jeg måtte bruge nogle elementer af hendes fortælling i en bog.  Heldigvis var hun åben, ja nærmest glad for at kunne få sin historie ud. Netop fordi hun, som Lasse i bogen, var blevet pålagt total tavshed af sine omgivelser.

Bagsidetekst:

”Du må aldrig nogensinde fortælle det til nogen,“ sagde hun. ”Hører du? Du skal bare glemme det.”
Lasse er 13 år og har længe gået med en frygtelig hemmelighed, som han har forsøgt at fortrænge. Men da han endelig møder en person, der forstår ham, og som har prøvet noget af det samme, finder han modet til at fortælle sandheden om den aften hos fætter John.

 

Nogle hemmeligheder skal fortælles. Uanset hvor svært det er.

 

Anmelderpluk:

… i forhold til målgruppen virker den bevidst nøgterne og afdæmpede tekst sikkert fortrinligt. Det er nyttelitteratur, en bog, som må være anvendelig i undervisning. **** stjerner fra Bent Stenbakken i Nordjyske

“Dyt Båt Coconut” er afskyeligt troværdig hele vejen igennem. Karaktererne er fuldendte og dialogen flydende, selv de unges slang glider ned uden problemer. **** stjerner i Fyens Stiftidende.

Det er sympatisk. Men når bogen så samtidig er godt skrevet, så bliver det ikke påtrængende eller didaktiserende. Det bliver blot en god historie, som vil de unge, og som de unge vil … Det er en letlæst, stærk beretning, og jeg vil anbefale den til alle drenge (og piger) i 5., 6. og 7. klasse. ‘Bogoplevelsen.dk’

Selvom bogen tager et alvorligt emne op, så har den samtidig også sjove scener. Man bliver grebet af bogen, og den er svær at lægge fra sig. Glenn Ringtved er utrolig dygtig til at skrive om alvorlige emner på en måde, så det er til at holde ud at læse. Der er også sjove scener i bogen. ‘Flensborg Avis’

Ringtved mestrer at skabe en stor historie på få sider. Historien her er enkel, men spændende opbygget, med spændstige replikker og en nuanceret karaktertegning, som giver læseren en levende oplevelse af Lasses dilemma og af hans og Leas spæde og skæve venskab. **** fra Kari Sønsthagen i Berlingste

Romanen skriver sig flot ind i rækken af gode og væsentlige udgivelser i Gyldendals letlæste ungdomsromaner i Spurt-serien. Her tænker jeg blandt andet Ringtveds egen ”En god dreng”, som han vandt Undervisningsministeriets, Skriveprisen for i 2013 … Der er ikke megen: ”dyt, båt, kinesersnot” over denne lille væsentlige og letlæste roman. Romanen anbefales varmt til alle pædagogiske læringscentre ude på skolerne – og til frilæsning for de unge og de voksne der omgiver dem. (Bogbotten)