Ill: Claus Riis
Gyldendal, 1999
Vi kender det vel alle: Fædres forfærdelige glorificering af egne bedrifter i de gode gamle dage. Min far var storslem. Jeg indså hurtigt, at jeg på ingen måde ville kunne leve op til denne supermand. Min barndom var simpelthen dømt kedelig … Og jeg besluttede mig for, at jeg aldrig nogensinde ville sige: Da jeg var knægt, der … når jeg engang fik børn. Men selvfølgelig gik det sådan, at jeg en dag kom ind på værelset, hvor Emil og Frederik spillede computer, og sagde: Da jeg var dreng, der sad vi ikke bare og spillede computer. Det var ud og lege, uanset vind og vejr …
Jeg bed mig i tungen og skyndte mig ind og skrev historien. Bare for at drille ungerne. Et års tid senere kom min redaktør Mette Nejmann fra Gyldendal forbi. Jeg stak hende historien i hånden – og hun elskede den. Heldigvis – for det er blevet min egen yndlingsbilledbog. Og mange andres også …
Anmelderpluk:
Børn, der endnu ikke ved, hvad ironi er, og hvor uundværlig den er i Danmark, bør begynde lige her, hvor den er metertyk og til at føle på.
Pernille Stensgaard i Weekendavisen
Veloplagt vanvittig … Der er münchausensk snit over vrøvlet – vilde, vanvittige overdrivelse og alligevel en kerne af alvor … En skæg og tankevækkende opsang.
Lektør
Dejlig og sjov billedbog … teksten er morsom, opfindsom og levende, og dejligt ligefrem at oplæse … en vellykket billedbog, som vil more mange børn og voksne …
Lektør