Forlaget Bagland, 2007

Anden udgivelse på mit eget forlag Bagland – og første gang jeg udgiver en af mine egne bøger. En benhård, socialrealistisk novellesamling, som jeg skrev i vinteren 2006, kort efter at vi var flyttet tilbage til Hjørring efter fem år i Aalborg, ti år i Lønstrup og et enkelt i Almuñecar i Spanien. Det var det der med pludslig at gå rundt mellem de gamle, kendte bygninger, der vækkede nogle historier i mig. Måske ikke ligefrem en bestseller, men det er en bog, jeg brændte for at skrive, og som jeg virkelig er glad for.

Anmeldelerpluk:
Blokker er social realisme for fuld skrue. Alle ti bud overtrædes hele tiden. Det er en vred forfatter, der fortæller. Men han har tillige så godt styr på sin vrede, at de små indkig i betonen også bliver poetiske og til psykologiske øjenåbnere … Bogen er et lille mesterstykke i at fortælle fra den rå hverdag uden bagtanke og bedreviden. Blokker slår som en hammer. Og den er luftig som en strøtanke. De to ting kan godt forenes.
Steffen Larsen i Politiken

… novellerne er velskrevne og har en kraft i sig, der gøre, at man uvilkårligt kommer på krogen. Det er så afgjort en kvalitet ved novellerne, hvor Glenn Ringtved har brugt sine mere alvorlige sider. Det er både godt og flot!
Bent Rasmussen, EMU, Skolebiblioteket

Selv om novellernes skæbner er gråt i gråt og socialrealisme i spor efter Martha Christensen, læser du bogen til ende. Kort, meget kort, skildrer forfatteren i sine noveller menneskeskæbner, der rører.
**** fra Kenneth Jakobsen Bøye i Nordjyske